Lad mig starte med det meste markante i 1950.
Vi flyttede til
Vestre Ringgade 36. 1. tv.
Det var boligforeningen Fagbo der byggede 2 blokke ved krydset V. Ringgade og Silkeborgvej.
Der var badeværelse, nedstyrtningsskakt og altan, som man kan se. Og til forskel fra i dag kunne man dengang bruge altanen til spisning og eftermiddagskaffe. Lejligheden var ikke stor (58 m2), men i modsætning til Fr.Allé føltes det som luksus. Her boede min far resten af sit liv og min mor til hun flyttede i beskyttet bolig i 2004. ( Marselis lokalcenter).
Mine forældre begyndte hurtigt, at få kontakt til underboen og naboen, men ikke sammenrend hver eller hveranden dag. Underboen hed Aksel Hansen og var bryggeriarbejder på Ceres. Han skulle lige vide, at al ølproduktion nu er lukket på Ceres, og ølkarrene er flyttet til Faxe. Vi havde på begge sider en stor familiekreds som skulle passes, hvorfor det kom først, og så spillede underboen ikke kort, hvad vi gjorde meget.
Jeg fik ikke så megen tilhørsforhold til jævnaldrende på Ringgaden. Der var ingen i blokken, så jeg fandt nogle lidt længere oppe på Ringgaden, men skolen var stadig Læssøesgade og fodbolden var AGF, og det forandrede sig ikke fordi vi flyttede. Ulla, min lillesøster fik nok mere kontakt i de nye omgivelser, skønt hun garanteret har savnet vor bedstemor i naboejendommen Fr.Allé 87. Hun var kun 5 år og kom ved skolestart i Christiansgade pigeskole, og blev på den måde meget mere orienteret i en anden retning end Frederiksberg.
Mit tilhørsforhold indenfor skole og fritid fortsatte som sagt på sydsiden af Ringgadebroen, men der skulle også tjenes lidt penge ind imellem. Det blev mest som afløser for bydrengen på "Svaneapoteket", og så fik jeg en kanongodt job som "sagfører" ved forretningen "Lampemanden" i Vestergade 4. Det var i Svaneapotekets bygning. Det har selvfølgelig været med min far som mellemmand. Han var efterhånden blevet en institution i gadebilledet, og en man regnede med som en stabil og betroet medarbejder på apoteket. Han hilste på hver og alle lige fra morgenstunden hvor gade og fortov blev fejet ligesom en anden "Mejer" på Christianshavn. Uden han var så nævenyttig. Nå men tilbage til "sagførerjobbet". Det var "Lampemanden" der kaldte mig det fordi jeg førte sagerne i byen, så man kan måske allerede her fornemme, at det var en underfundig og lidt anderledes mand. Jeg havde det rigtig godt der, og vi besøgte ham og hustru i deres sommer paradis på Thousvej i Åbyhøj hvor de havde en dejlig byggegrund eller have som de anvendte den til.
Det morsomme ved "lampemanden" og hele sceneriet omkring hans have følgende: Han hed Vorup og senere i livet endte hans nevø med, at blive vore bedste vennner, og de overtog grunden på Thousvej hvor jeg havde været som dreng. Jeg kunne derfor fortælle en del historier om denne onkel til vore venner. Men mere om dette i et specielt afsnit om vor kortklub : K 60, hvor vi vil komme mere ind på venner i voksenlivet. Omkring lampemanden skal jeg også have med, at han nok ville betegnes som ener i dag. Forretningen åbnede ved 11-tiden og han kunne til enhver tid finde på, at lukke og sætte et skilt i vinduet om, at lukningen var p.g.a. ferie. Han var nok lidt ekcentrisk, men utrolig flink og morsom.
I 1951 blev jeg konfirmeret. Det skete i Lukaskirken, som jeg kendte rigtig godt, da det var i krypten FDF holdt deres møder.Konfirmationsfesten med familien blev holdt i hjemmet, hvilket var det billigste og helt normalt for den tid. Soveværelset blev ryddet og borde stillet op. Jeg kan ikke huske hvor mange vi vat, men et tal på 32 foresvæver mig. Mor lavede selv maden, måske med hjælp fra naboen fru Jensen der gik ud som kogekone. Så de har nok fundet ud af en eller anden betaling eller måske var det bare nabohjælp. Naboen Jensen var et eller andet ved fagforeningen?
!953 fik jeg mellemskoleeksamen og i 1954 realeksamen. Ikke med en kæmpeeksamen men nok til, at komme ind ved Post- og telegrafvæsenet hvor jeg startede som postelev ved postskolen i København d. 2. august, hvor man fik grundlæren til at kunne klare sig på de posthuse man blev sendt ud til efterfølgende. Efter 13 uger i København hvor jeg boede på et meget ringe værelse i Grønnegade med udsigt til et værtshus i bagbygningen. Det var ringe. Min seng var en divan jeg købte i en marskandiserforretning i nabolaget. Det var så ringe så min mor ville have mig med hjem efter et en dagstur til hovedstaden. Turen var i øvrigt arrangerert af avisen "Demokraten" for at se fodbold i parken. På det tidspunkt var AIA i 1. division og det var den klub "Demo" arrangerede tur til. Demokraten var jo en arbejderavis, hvilket AIA også regnedes for. Det var 1. gang mine forældre var i hovedstaden så selvfølgelig var vi rundt på de store seværdigheder. Jeg blev nu derovre og gjorde skolen færdig. Så kom chokket, idet jeg ved fordelingen ud på posthusene blev placeret på Tranebjeg Samsø postkontor. Den var godt nok svæt at sluge. 1. år skulle være et mindre postkontor, og jeg havde vel forestillet mig Hadsten, Odder eller sådan noget. Men ret skal være ret, efter 1 år på Samsø var jeg lige så ked af at rejse derfra som da jeg kom dertil. 2. år kom jeg så til Grenå, men mere om det senere.
Samsø som 1. års elev. Jeg overtog et værelse efter den tidligere elev hos en vulkanisør og spiste på pensionat hos fru. Sørensen og begge dele var helt tip top. I elevtiden skulle man selv læse videre på det pensum man senere skulle til eksamen i ved postskolen i KH. Endvidere blev man oplært i den praktiske side af jobbet . Man lærte at sidde ved skranken, og ekspedere kunder, sortere post til videreforsendelse. På Samsø fik man samtidig den første berøring med televæsenet, idet der var rigstelefoncentral på kontoret. Så det fik man også lov at snuse til.
Tilbage til Samsø. Allerede i den første uge derovre blev jeg mødt af en jævnaldrende der af sin mor havde fået besked på, at hente mig så jeg kunne få eftermiddagskaffe hjemme hos dem. Hvilken dejlig oplevelse. Det var hos hjemmebageriet i byen. Der drak jeg kaffe hver dag i et helt år. Og sønnen i huset Poul Erik og hans ven Hans Jørgen kaldet "Sjørn" blev min rigtig gode vennner og gav mig nogle helt nye oplevelser for et dreng fra storbyen. Hjemmebageren havde et sommerhus i Langøre hvor vi unge mennesker stort set var hver Week-end idet de knægte havde været vant til et udendørsliv med ture på fjorden og fiskeri lidt jagt m.v. Den lokale fisker derude hed Jens og var knægtenes rigtig gode ven hvorfor jeg også kom med i kredsen. Alt dette var en helt ny lære i livet. Jeg burde nok have holdt lidt mere kontakt med dem efter jeg rejste fra øen, men i Grenå ventede der noget helt andet. En lille kontorassistent på postkontoret ved navn Ellen. Hun var skyld i at alle broer blev brændt bag mig, men det er jo en helt anden sag.
Jeg så ikke nogen af de 2 kammerater før i 2008, hvor jeg i forbindelse med en golftur til Samsø var en tur i Langøre, hvor det viste sig at "Sjørn" levede på en båd i havnen og havde gjort det i mange år. Det utrolige var at han med det samme han så mig kunne genkende mig og efter 53 år sige: "Jamen det er jo Leif". Det var helt fantastisk. Jeg kunne ikke kende ham, men han lignede også mest en gammel søulk. Han var oprindelig udlært elektriker, og Poul Erik den anden kammerat var i boghandlerlære og bor i dag i KH.
Sjørn og jeg efter 53 år !!!!!!!!
2. års elevtiden blev ved Grenå postkontor. Her fortsatte hjemmestudierne, samtidig med den praktiske oplæring på postkontoret. for at gøre sig klar til den afsluttende posteksamen i Kh. Jeg havde igen et værelse i byen og spiste på pensionat. Det var altsammen godt nok. Men det der optog mig mest det år og resten af livet var en lille kontorass. de havde på postkontoret. Hun hed og hedder Ellen. Vi kikkede til hinanden og da hendes mor lavede en god marmelade blev jeg indfanget i Hansen familien's snarer. Det har jeg aldrig fortrudt og i skrivende stund har vi været gift i 49 år, idet vi blev gift 5. marts 1960.
Ellen vinteren 1955 - 56. Jeg har skrevet: Sådan fanger man en postelev. Og jeg kan stadig godt forstå mig selv.
Hvad der ellers skete i Grenå er vel som for de fleste unge. Vi skulle opdage hinanden, gå lidt i byen og føle hinanden på tænderne Ellen skulle vise mig "Havlund", der var det lokale danse- og forlystelsessted. Mine gamle kammerater fra Århus var på besøg, hvilket udløste nok et ægteskab, idet min fætter rendte med en af Ellen's veninder. De bor i Hornslet i dag, så vi var i bund og grund nogle solide og trofaste danskere, der fulgte den normale udvikling.
Efter Grenå tiden gik turen igen til Kh med den afsluttende postskole og eksamen.Skole fra 2. januar 1957 og eksamen med efterfølgende afløserjob i KH, indtil militæret kaldte 2. juli 1957. men hele tiden sad det i mit baghovede, at jeg skulle over Telegrafvæsenet, fordi min oprindelige drøm, havde været at blive radiotelegrafist, hvilket jeg havde fundet ud af kunne ske gennem P og T. Men som jeg senere skal vende tilbage til var tiden ved at løbe fra det erhverv, så godt nok kom jeg til Telegrafvæsenet senere, men det er en helt anden sag.
For at tage udviklingen i kronologisk orden skal vi nu have det uafvendelige, men for mig oven på alt det tørre postvæsen ikke så ringe endda: Værnepligten.
MILITÆRET:
Der var jo tvungen værnepligt dengang, og med mindre man var syg, dårlig eller havde nogle skavanker var der ingen vej udenom: Indkaldelse.
Jeg blev som de fleste postfolk udskrevet til "Telegraftropperne" der lå på Langelandsgade i Århus eller (Høvelte sjælland). Heldigvis blev det Århus, hvilket næsten var som at komme hjem.
Forløbet var: 3 mdr. rekruttid, med de udfordringer det gav. Det var en gammel og udtjent kaserne, hvor vi var nogle og 30 på stuerne. Men vi var unge og blev heglet godt igennem om dagen så det var ikke et problem med nattesøvnen, bortset fra de gange vi blev jaget ud af sengene i utide for diverse øvelser, mønstringer m.v. Vi blev fordelt til forskellige specialer, og for mit vedkommende blev det SKT tjeneste hvilket var behandling af fjernskrivere men samtidig med de soldatermaææsige ting som marcher, skydning o.s.v.
Vi blev også kikket ud til videre tjeneste som sergenter eller korporaler. Jeg blev udset til sergent uddannelsen som foregik over 6 mdr. på Høvelte kaserne, Sjælland. Jeg tror nok det bl.a. skyldtes at en af sergenterne var den elev der var Samsø da jeg kom derover. Nå jeg havde ikke så meget imod det, jeg var nok i bund og grund glad for det udendørs liv man gennemgik ved militæret.
Sergent skolen skulle dog snart vise sig fra den hårde side med hensyn til træning og disciplin. Der var ingen slinger i valsen. Op midt om natten ud at trave, i seng igen op igen. Jeg husker en øvelse vi var på i Nordsjælland. Vi overnattede i bivauk i 16 grader,s frost hvilket gav mange mishagsytringr. Men det skal man ikke som soldat, for hver gang det blev for meget for sergenterne, blev vi jaget op at løbe en tur og få varmen, men hvad hjalp det så, når vi så efterfølgen skulle i seng igen!! Nå vi var hårdføre, og der var ingen der tog skade af det. Personligt havde jeg ikke en sygedag under militætjenesten, hvilket iøvrigt efterfølgende heller ikke har ramt mig meget. Jeg blev sergent med SKT tjeneste som speciale og kom efter skoletiden tilbage til Langelandsgades kaserne og overført til det derværende radiokompagni. Jeg havde derefter det held, at jeg efter 3 mdr,s tjeneste var den ældste sergent i kompagniet hvilket ikke gjorde min situation sværere.
Det, at være sergent ved telegraftropperne var ikke det sværeste og mest barske. Da der var så mange P-ogT folk kendte vi hinanden, så det var med at få det til at gå lidt gelinde så alle kunne være med og ingen blev hængt ud. Vi skulle jo være kollegaer bagefter.
Da man som P-ogT mand fik kvart løn under indkaldelsen og fik sergent løn oveni så er det måske den periode i livet hvor vi havde mest i lommepenge. Men som den slags kommer let forsvinder de også let. Der var jo fristelser i byen: f.eks."Maritza". En kendt danserestarant som enhver soldat i Århus kan huske. Den er i dag jævnet med jorden og erstatter af nyere lokaler.
Der er formentlig mange der husker "Maritza´s afskedssang, som afsluttede hver aften, ellers er den her.
Nu til afsked – på gensyn,
men ikke farvel,
for vi mødes i morgen påny.
Har du moret dig godt - på ”Maritza”, min ven,
så fortæl det på land og i by.
Vi skal skilles en stund,
glem kun sorgen,
for vi mødes på "Maritza" i morgen
Nu til afsked – på gensyn,
men ikke farvel,
for vi mødes i morgen påny.
Selve militærtjenesten, der for menige varede 16 måneder og for sergenter 24 måneder, er der vel ikke så meget at skrive om. Det var jo et trummerum med øvelser, ekcersits og rengøring, men det er alligevel tankevækkende, at vi allerede dengang havde perioder hvor vi ikke måtte forlade kasernen p.g.a optrækkende kriser i Libanon og regionen deromkring. Men det afholdt ikke os (sergenterne) fra at tage i byen. Vi havde så lagt telefonnumre ved vagtkommandøren, og kunne derfor ofte være de første der mødte når der blev slået alarm, idet vi var påklædte. Alarmen gik næsten altid om natten.
Det var også en tid hvor der blev skabt mange venskaber der varede livet ud, bl.a. fordi vi gennemgik nogle strabadser sammen.
Militærtjenesten sluttede for mit vedkommende 30.juni 1959.
Os der havde været der 2 år var godt og grundigt træt af det hele, så det var dejligt, at komme videre i tilværelsen.
Lige et lille kik ind i 60'erne:
Man var dog ikke helt færdig med militæret. Der var noget der hed genindkaldelse, og det fik en helt speciel betydning for mig. Jeg blev jo gift med Ellen i 1960, og i 1961 ventede vi det 1. barn, efter 15 måneders ægteskab. Kun dette for ikke at høre bemærkninger. Nøjagtig på det tidspunkt hvor genindkaldelsen skulle finde sted skulle Ellen føde, så jeg søgte og fik bevilget udsættelse. Så jeg var hjemme på den store dag. Godt et år efter var den gal igen: Ellen gravid og skulle føde igen under den nye genindkaldelse. Jeg søgte om udsættelse nok engang, men denne gang gik den ikke. Så jeg var ikke hjemme da det blev tid til fødslen. Vi lå i en skov på Silkeborg kanten. Der blev sendt besked om det forestående og det lykkedes mig, at få lov at køre en jeep hjem til Århus til reparation, så jeg kunne få lov at se det nye vidunder.
Jeg har altid haft lidt dårlig samvittighed overfor Randi, men sådan var det at "kæmpe" for Gud, konge og fædreland
Resten af 1959
Så var det tilbage på postkontorerne. Mange af os blev afløsere i København. Jeg husker, at jeg mødte 1. dag på postkontoret i DR. Tværegade. Der var kø hele dagen (Det var først i måneden). Det kan være vi hjemsendte ikke var for hurtige, det var jo 2 år siden vi havde beskæftiget os med den slags skrankearbejde. Det var hårdt og nogle lange dage på kontorstolen. Samtidig var det svært at forestille sig det resten af livet. Så jeg søgte hurtigst muligt om, at komme på telekursus. Det med, at blive radiotelegrafist var ikke så interessant mere, p.g.a. udviklingen, hvorimod en teleuddannelse var sagen.
Jeg blev optaget og skulle dermed på teleskolen der lå i Kannikkegade Århus ved 3. Ingeniørdistrikkt.
Kurset startede d. 2.januar 1960, så derfor må vi hellere starte med en ny 10 årig period. Så dette er slut på 50érne.